Tilfreds og så alligevel
Livet er godt. Jeg droppede som sagt ud af min uddannelse. Bøgerne var dyre og jeg troede at jeg havde fundet svaret, men nogle af mine kammerater var spioner, som ikke ville have fattigrøve på deres studie, som min boghandel blev lukket på grund af noget copyright fnidder og så var det slut.
Jeg er faldet rigtig godt til på arbejdet. Det er fritiden der halter. Et år på efterskolen isolerede mig fra mine tidligere kammerater. Jeg har skrevet lidt rundt til tidligere kammerater fra skolen og mange har oplevet det samme.
Det er der ikke noget at gøre ved. Sket er sket. Jeg skulle aldrig have gået der. Jeg ser frem til en fest for tidligere elever når den kommer. Først der kan jeg opleve en smule fællesskab. Vi tidligere elever er som en kult afsondret fra omverdenen med vores egen indre forståelse af et fællesskab og en lukkethed overfor andre.
Hvad med fremtiden? Hvor er jeg om 5 eller 10 år? Svar: Formentlig laver jeg det samme. Jeg håber at bo lidt bedre, men jeg føler ingen ambitioner mere. Er det en fejl?
Jeg husker den unge pige som forlod folkeskolen. Hvor blev hun af?
Ja, hvordan kommer man videre?
1. mar 2009 09:29Jeg er hjemme efter at mine forældre trak mig ud. Jeg har fået kat og umiddelbart går tingene bedre, men det er ikke som før. Tro mig, jeg havde et godt liv før at jeg tog på efterskole.
Det er lige som om at der mangler noget. Det er ikke som da jeg blev sendt afsted.